
Selv i rusk og regn er ornitologen klar til at drage afsted, hvis han hører nyt om en sjælden fugl, som er set nordpå eller sydpå. De passionerede ornitologer går ikke af vejen for et stormvejr eller anden forhindring, hvis der først er blevet varslet om for eksempel en hvidbrynet løvsanger fra Rusland. Rundt i hele landet er der ornitologer som observerer og går på fugleture for at holde øje med bestanden af de forskellige arter i landet. Når ornitologen har fastsat sin rute, går han den samme rute flere gange om måneden for derved at kunne observere de forskellige fuglearter og tælle antallet af hver enkel art. Det er interessant for ornitologen, som kender alle fuglearterne, at følge med i denne udvikling år for år og måske være så heldig at se og høre en af de mere sjældne fugle.
